Hvis gælden er uoverskuelig stor og muligheden for at afvikle den ser håbløs ud, så kan det være nærliggende at overveje slet ikke at betale til sine kreditorer. Er skyldneres betalingsevne så lille, at den ikke engang kan dække rentetilskrivningen, så er del vel meningsløst at betale? Gælden vil jo vokse alligevel og det kan syntes som penge der betales ind i et stort sort hul! Den kan dog alligevel give god mening, særligt hvis skyldner i fremtiden skal opnå gældssanering.
Gældssaneringsreglerne om manglende afdrag på gælden
Det gælder for reglerne om gældssanering jf. konkurslovens § 197, stk. 2, nr. 4, at kendelse om gældssanering som udgangspunkt ikke kan afsiges, såfremt skyldner har undladt at afdrage på sin gæld, selv om skyldneren har haft rimelig mulighed herfor. Modsat vil det således tale for gældssanering såfremt skyldner loyalt har forsøgt at tilgodese sine kreditorer.
At skyldneren undlader at afvikle på gælden kan være med baggrund i forskellige situationer. Skyldner kan stå med en håbløs og uoverskuelig gæld og samtidigt modtage en sum penge som eksempelvis arv, udbetaling af overskydende skat, modtage visse former for erstatning, modtage gaver eller få udbetalt en pensionsordning. Vælger skyldner her at bruge beløbet på f.eks. forbrugsgoder eller forære beløbet væk, så må gældssanering nægtes. Der vil være bagatelgrænse for beløbets størrelse; en overskydende skat på 100kr. vil formentlig være under en sådan grænse, men det skal ikke være et særlig stort beløb som ikke går til gældsafvikling, før det må formodes at skyldner nægtes gældssanering. Her kan bl.a. nævnes en skyldner som i årene 2006-2008 havde fået udbetalt ratepensioner for ca. 130.000 kr., pensionerne havde skyldner givet videre til sin datter, hertil var der oparbejdet en restskat på 10.739 kr. Hertil udtalte Østre Landsret (FM 2010.24): ”…Henset hertil og til at [ansøger] har udbetalt ratepensionen til sin datter i stedet for at lade beløbet komme kreditorerne til gode, tiltræder landsretten, at gældssanering for tiden er nægtet, jf. konkurslovens § 197, stk. 2, nr. 4…”.
Kigges der på skyldners husstandsbudget og dette udviser en vis betalingsevne, så må det her forventes at skyldner udviser en vis betalingsvilje. Der er d. 27. februar 2020 afsagt kendelse i Vestre Landsret (FM 2020.114) hvor en skyldner, som var førtidspensionist siden 2011, og havde et uændret budget siden 2013, havde valgt ikke at afvikle på gælden, dette til trods for en positiv betalingsevne på 2.250 kr./mdr. Under disse omstændigheder fandt landsretten, at det måtte antages, at hun havde undladt at afdrage på gælden, selv om hun havde været i stand hertil, jf. konkurslovens § 197, stk. 2, nr. 4.
Reglerne om afdrag på gælden bygger på de overvejelser som gældssaneringsudvalget gjorde sig i Betænkning om Gældssanering nr. 947 fra 1982. Heraf fremgår det, at det taler for gældssanering såfremt skyldner har ”loyalt forsøgt efter evne at fyldestgøre fordringshaverne” og det omvendt i almindelighed må udelukke gældssanering såfremt skyldner ved at ”forstikke gods, på utilbørlig måde har lagt hindringer i vejen for fordringshavernes inddrivelses forsøg” (side 130 ff.). Sker dette ikke, så har skyldner begunstiget sig selv på bekostning af sine kreditorer.