Rådgivningsmøde
Vi giver som udgangspunkt altid en uforpligtende gratis sagsvurdering, men hvis du har brug for en konkret plan for en løsning på din gæld til det offentlige, så kan du købe et rådgivningsmøde med en økonomisk og juridisk vurdering. Har du modtaget et brev fra Gældsstyrelsen og har du svært ved at se hvordan du kan betale beløbet tilbage, så kan du kontakte os for et ”rådgivningsmøde om offentlig gæld”. Mødet forberedes og gennemføres af en af vores jurister. På mødet gennemgår vi din gældssituation og lægger en plan for hvordan du kan blive gældfri. Dette gælder også hvis du har anden gæld end til Gældsstyrelsen.
Rådgivningsmødet omfatter:
- Dit husstandsbudget ud fra reglerne om eftergivelse af gæld til det offentlige og gældssanering
- Din betalingsevne sammenholdt med din gæld og dine kreditorer
- Drøftelse af din gældssituation og fremtidige scenarier for at blive gældfri
- Kreditorers muligheder for inddrivelse af gæld – herunder risiko for lønindeholdelse, udlæg og tvangssalg
- Vi rådgiver dig om mulighederne for eftergivelse af din gæld til det offentlige, gældssanering indenfor og udenfor konkurs samt evt. frivillige gældsordninger (akkord)
Hvilke typer fordringer inddriver gældsstyrelsen?
Gældsstyrelsen er offentlig restanceinddrivelsesmyndighed, som inddriver mange forskellige typer fordringer (gældsposter) til offentlige myndigheder. Dette gælder bl.a. manglende betalinger af skatter og moms til Skattestyrelsen, licens til DR samt fra kontrolafgifter fra DSB og bødekrav fra Politiet. Hertil også kommunale krav på manglende betaling af ejendomsskat, biblioteksgebyrer og daginstitutioner inddrives af Gældstyrelsen. Ligeledes overdrager Udbetaling Danmark misligholdt betaling af SU og børnebidrag.
Hvordan inddrives fordringer af gældsstyrelsen?
Fordringer der ligger til inddrivelse hos Gældsstyrelsen inddrives i henhold til lov om inddrivelse af gæld til det offentlige (gældsinddrivelsesloven). Gældsstyrelsen vil søge fordringerne inddrevet ved modregning i dine udbetalinger fra det offentlige jf. lovens § 9, lønindeholdelse kan ske jf. § 10, udlæg i dine evt. ejendele jf. § 11 og for skattebeløb kan der efter gældsinddrivelseslovens § 12 inddrives ved udlæg hos din evt. samlevende ægtefælle.
I visse tilfælde vil Gældsstyrelsen begære dig konkurs jf. konkurslovens § 17, stk. 1. Dette vil ofte være i tilfælde hvor du driver virksomhed (personlig konkurs).